Skulle man have lyst til at opsætte en Irish Rumble, er det også en mulighed i GolfBox. Det kræver dog at man holder tungen lige i munden, da det indebærer flere banestarter, runder samt lidt speciel scoreindtastning. Men det er muligt at lave hvis man følger denne vejledning.
Antal intervaller
Først og fremmest skal man have styr på hvor mange intervaller der bliver brugt i den specifikke Irish Rumble. Det er nemlig afgørende for hvor mange banestarter og runder man skal have. Man kan have så mange intervaller man har lyst til, men der skal være en banestart og runde for hvert interval.
Har man eks. en opsætning, hvor det er den bedste score på hul 1-6, to bedste scores på hul 7-12 og tre bedste scores på hul 13-18 som er tællende, har man dermed tre intervaller og skal derfor bruge tre banestarter og tre runder.
Har man derimod en opsætning, hvor det er den bedste score på hul 1-5, to bedste på hul 6-10, tre bedste på hul 11-15 og fire bedste på hul 16-18 som er tællende, så er der tale om fire intervaller og der skal derfor bruges fire banestarter og fire runder osv.
Startliste
Har man eks. fire intervaller, er der brug for fire banestarter og fire runder. Det betyder også at der skal laves fire startlister, én for hver runde.
Dog er det kun den første runde som skal laves korrekt og offentliggøres. Startlisterne for de øvrige runder skal IKKE offentliggøres. Disse laves blot som første runde, men hvis de bliver offentliggjort ser det ud for spilleren som om der skal spilles fire runder, og det skal der ikke. Den ene runde er blot delt op i fire intervaller.
EKSEMPEL
Dette eksempel er en opsætning af en Irish Rumble med fire intervaller, hvor det er den bedste score på hul 1-5, to bedste på hul 6-10, tre bedste på hul 11-15 og fire bedste på hul 16-18 som er tællende.
Rækker:
I dette eksempel er det vigtigt at der er fire spillere på hvert hold, idet det er de fire bedste scores som tæller på hul 16-18. Der kan i princippet også godt være færre spillere på et hold, men så vil et hold med fire spillere have en fordel over et hold med blot tre spillere.
Banestarter:
Der er behov for fire banestarter. Det er kun den første banestart som bliver offentliggjort og derfor er det kun den som har brug for det korrekte starttidspunkt. De øvrige banestarter skal blot have et fiktivt starttidspunkt den samme dato.
Runder og format:
I RUNDER skal der sættes fire runder op, R1, R2, R3 og R4. Hver runde udgør et INTERVAL.
I FORMAT - GENERELT skal alle runder (intervaller) i første omgang sættes til at bruge hullerne fra 1 til 18. Dette skal ændres EFTER startlisten er lavet!
I FORMAT - HOLD skal hver runde indstilles med tællende scores i hver runde (interval). I dette eksempel er det hhv. 1 bedste, 2 bedste, 3 bedste og 4 bedste pr. hul i de pågældende runder (intervaller).
Startliste:
Startlisten for runde 1 laves som den skal være og offentliggøres. De øvrige tre runder skal også laves, men laves blot mage til runde 1 og skal IKKE offentliggøres. Det er dog nødvendigt at have dem for at kunne taste scores ind i de runder (intervaller)
Runder og format:
Efter startlisten er lavet skal hullerne rettes til under RUNDER OG FORMAT, så det svarer til de rigtige intervaller.
R1 sættes til hul 1-5, R2 sættes til hul 6-10, R3 sættes til hul 11-15 og R4 sættes til hul 16-18. Sammenholder man nu det med tællende scores under HOLD, så kan man nu se at R1 (første interval) er hullerne 1-5 og her er det 1 bedste score pr. hul som tæller. R2 er hullerne 6-10 og her er det 2 bedste scores som er tællende osv.
Resultat:
Nu er turneringen klar til indtastning af resultater. Her skal resultaterne indtastes pr. runde (interval). Når man har indtastet scores i runde 1, hul 1-5, klikker man blot i runde 2 for at taste scores fra hul 6-10 osv. Når alle scores er tastet ind afsluttes blot med GEM.
Nu regner systemet selv holdscoren ud på baggrund af de forskellige intervaller og antallet af tællende scores i hvert interval.
Livescoring:
Kigger man i Livescoring kan man se antallet af point som holdet har fået i de forskellige runder (intervaller).
Og klikker man på holdet får man en oversigt over hvilke huller som har været i hver runde (interval) samt hvordan holdscoren er udregnet.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.