Tilfredshedsundersøgelse – GolfBox Touch
I løbet af vinteren har vi på GolfBox haft en konkurrence kombineret med en tilfredshedsundersøgelse. I alt har hele 22.181 danske golfspillere deltaget i denne undersøgelse, og vi siger mange tak for den store opbakning. Vi spurgte meget specifikt til tilfredsheden med den nuværende GolfBox Touch løsning, som i dag anvendes af rigtig mange golfspillere i de danske klubber.
MEN man kan altid gøre tingene bedre, så derfor kommer der 1/5 2014 en ny og opdateret version, der har til formål at lette brugervenligheden og forbedre oplevelsen for brugeren. Vi har i forhold til dette anvendt en ekstern ekspert i ”usability” for at forbedre den viden, vi løbende har modtaget fra klubberne.
Den nye GolfBox Touch løsning kommer i høj grad til at fungere som i dag, når det gælder funktioner, men er justeret på en masse småting for at øge brugervenligheden. Der er mange forbedringer, og blot som eksempel kan det nævnes, at vi har næsten helt har fjernet ”Vent venligst” skiltet, som ofte har givet anledning til irritation hos brugerne.
Betalingsløsninger
GolfBox samarbejder med 2 betalingsløsninger i forhold til fysisk betaling i golfklubben. Betalingsløsningerne udbydes af henholdsvis CompuPartner og ProBox24. De 2 løsninger er lidt forskellige i deres setup mv., så derfor er det vores anbefaling, at I undersøger dette grundigt, før I vælger den partner, som passer til det behov, I har i jeres klub.
Som nævnt, så understøtter GolfBox begge løsninger, og de 2 leverandører har løbende mange ønsker til videreudvikling af det interne samarbejde med GolfBox til forbedringer af de løsninger, de tilbyder golfklubberne. Vi kan naturligvis ikke imødekomme alle ønsker, vi løbende modtager, men der bliver løbende udviklet i forhold til de 2 partnere. Men i øjeblikket ligger vores udviklingsfokus primært på andre områder, da sæsonen nu for alvor er gået i gang.
I kan se mere omkring de 2 løsninger her:
CompuPartner: http://www.compupartner.dk
ProBox24: http://www.probox24.com
Løbende reinvestering til gavn for alle
GolfBox A/S har investeret kraftigt igennem de seneste år og beskæftiger i dag i alt 23 medarbejdere. Vi ønsker at sikre, at vi hver eneste dag arbejder på at give jer det allerbedste produkt i en branche, hvor kravene til IT er steget markant, siden vi startede for 10 år siden.
Vi har igennem de sidste par år reinvesteret massivt for at kunne levere et helt nyt turneringssystem til alle vores kunder. Man kan have lange diskussioner omkring timing, funktionsdybde mv. i forhold til den lancering, som vi netop har foretaget. Der er rigtig mange elementer, som har spillet ind, og det har været en svær proces. Det har vi på nogle punkter undervurderet, og det skal vi være de første til at beklage.
Men vi er ikke så meget i tvivl om, at det var nødvendigt. Det tidligere turneringssoftware var ca. 10 år gammelt, og hvis man ikke er villig til at reinvestere og tage de tæsk, som det nu engang giver, så står udviklingen stille, og det er der desværre ingen, der har gavn af. Så vi håber, at vi vil se de næste par måneder, som et enkelt skridt tilbage for at gå mange frem.
I skal være sikre på, at vi kæmper, det bedste vi har lært for at sikre at de funktioner, som nogle klubber mangler meget, bliver udviklet hurtigst muligt.
Kan i den forbindelse nævne, at den meget savnede ”kopier turnering” funktion netop er blevet tilgængelig.
GolfBox App
Som I måske har bemærket, har vi netop også frigivet nye mobil apps, således at vores gratis app nu også er tilgængelig for dem, der anvender en Android eller en Windows mobil telefon. Det er den første version, vi netop har frigivet, og der er allerede updates på vej, hvilket også er tilfældet for den iPhone version, som blev frigivet sidste år. At lave en mobil app til GolfBox har også vist sig at være en større omgang, da f.eks. tidsbestillingen samt håndtering af scorekort i forhold til handicapsystemet i dag er en meget kompleks sag med utallige indstillinger og sikkerhedsforanstaltninger. Så derfor vil der løbende komme forbedringer.
Vi er faktisk ret stolte af at kunne tilbyde mobile apps, der kan anvendes helt gratis af de danske golfspillere, og hermed måske medvirke til at minimere administrationen i golfklubberne, især i forhold til indberetningen af scorekort til handicapregulering.
Vi sætter stor pris på den tillid, som I som klubber giver os, og som gør det muligt løbende at reinvestere og videreudvikle for at sikre, at I har det bedste produkt med de nødvendige funktioner.
De bedste hilsner om en god sæson.
GolfBox – Teamet!
Kommentarer
0 kommentarer
Artiklen er lukket for kommentarer.